Den store finale: Sæsonens vindere, tabere og helt store heartbreak

Nogle ferier efterlader dig med fornyet energi. Andre vil du simpelthen ikke hjem fra. Og så er der de ferier, der slutter med fem millioner dollars i tys-tys-penge, en dødelig proteindrik, en skudmassakre og endnu et dødsfald, som samtlige The White Lotus-fans får rigtig svært ved at tilgive Mike White (serieskaber og således hovedansvarlig) for.

Vi skal til det, venner: den sidste smuttur til Thailand og en gennemgang af de skæbnesvangre ferie-momenter, vi lige har været vidner til. Snup noget styrkende (men lad være med at drikke det, hvis det lugter underligt) og læs med, når vi lader dommen falde over årets sæson.

Vi begynder der, hvor det gør allermest ondt: Chelsea. Hele sæsonen er hun kommet med små kommentarer, der har gjort os rystende nervøse – lige fra hun i første afsnit erklærede, at hun ville hjælpe Rick med at blive glad igen, »even if it kills me«, hvilket endte med at blive hendes skæbne.

På målstregen får hun den bekræftelse, hun har manglet fra Rick, der siger, han ser dem sammen resten af livet. Men bedst som de begge når at nyde et simultant lille øjeblik af lykke, vender Jim Hollinger retur, sviner Ricks mor (eller i virkeligheden bare sig selv, viser det sig) og får således den ustabile gnavpot frem i Rick igen. Rick ser rødt, nakker Hollingers pistol, skyder ham samt Sritalas sikkerheds-douches og lærer et par sekunder for sent, at Hollinger i virkeligheden var hans far.

Men det, der ikke måtte ske, er allerede sket: Chelsea er blevet ramt og dør i armene på Rick, der få øjeblikke senere rammes af skuddene fra en tøvende Gaitok. De to livløse elskende falder i vandet, hvor de ender deres dage sammen og flyder som yin og yang blandt åkanderne.

Rick ender præcis, som Chelsea i første afsnit klandrede ham for at være: som et offer for sine egne beslutninger. Og han tager hende med i faldet, mens vi ender dér, hvor vi frygtede, vi måske ville ende: som ofre for endnu et nådesløst fan favourite-mord, bedst som vi NÆSTEN er kommet os over sæson 2-tabet af Tanya. Mike White, du er en modig mand, og du skylder os et års forbrug af Kleenex.

Årets vinder har et varmt hjerte, en venlig sjæl og et stærkt moralsk kompas … som kan købes til den nette sum af fem millioner dollars. Belinda, der i første sæson blev lovet guld, grønne skove og sin helt egen spa af Tanya, regnede Gary/Gregs indblanding i Tanyas død ud og kunne rejse med sin søn fra Koh Samui et par solide cifre rigere.

Hendes triumf sker ganske vist på bekostning af en potentiel omgang justice for Tanya, men hey, vi er i White Lotus-land – penge trumfer moral, right?

Og nu vi er ved Greg/Gary … han blev ganske vist fem millioner dollars fattigere, men til gengæld fik han også sikret sig tavshed fra det eneste menneske, der har været en trussel, siden han smuttede fra Sicilien med lommerne fulde. Eftersom han var villig til at punge så hårdt ud (in this economy!), må vi formode, at vores konspirationsteorier holdt stik, og ja, han er simpelthen et perverteret hårdkogt dræber-æg, der lever sit bedste liv på Tanyas formue med sin seksuelt friske modelkæreste. Så på en eller anden måde – uanset hvor lidt vi ønsker at indse det – har han også vundet denne her omgang lidt.

Og fra årets vinder direkte til årets taber: Pornchai. Præcis, som Belinda blev efterladt af Tanya med knuste drømme i første sæson, efterlader hun Pornchai med samme i denne. Og ikke nok med det: hans stakkels hjerte har vist også fået sig et par knubs med på vejen.

Gaitok var egentlig på rette vej: Han indser, det strider imod hans spirituelle overbevisning at udøve vold mod andre mennesker … lige indtil han fanges i krydsilden, hvor Sritala beordrer, at han skyder Rick, der fortabt bærer rundt på sin livløse elskede.

I var flere, der i sidste uges konkurrence havde set det komme, at den nyslåede pistolmand, Gaitok, skulle tage del i massakren. »Gaitok er skytten, der prøver at beskytte hotellet og vinde Mooks hjerte ved at vise mod og mandshjerte«, som ugens vinder Birgitte skrev.

Og Gaitok skyder da ganske rigtigt også Rick til slut, hvilket tilsyneladende inkasserer ham både en forfremmelse, en kæreste (måske) og et par seje nye solbriller. Sæsonens mest vatnissede good guy-energi endte alligevel med at give pote – så er spørgsmålet bare, om Buddha er nede med situationen eller ej.

Saxon har været som selvskrevet til at blive ugens røvhul flere gange end nogen anden karakter denne sæson. Men snarere end at ende som røvhul, endte han med at tage røven på os. Jovist, hans umiddelbare douche-energi er nogenlunde intakt, men … efter mødet med Chelsea ligner det alligevel, at han har skiftet kurs mod noget mere meningsfuldt end sex, penge og magt, og da vi forlader ham på båden, er hurtigbrillerne skiftet ud med en af Chelseas bøger. Måske han endda ender med at finde sin sjæl? Vi krydser sgu fingre for ham.

Piper derimod vender retur til luksushotellet efter en nat i klosteret, der fik hende til at indse, at selvom Buddha er fed nok, er en hverdag uden øko-mad og aircondition alligevel lige i overkanten. Hun smider sine headphones og eftertænksomme mine og tager ud og shopper med mama Ratliff, som indvier hende i en visdom rigere end noget af det, Buddha hidtil har kunnet give hende: Når man er privilegeret, er det mindste, man kan gøre at nyde det. Eller sagt med andre vise ord: De fattige er sgu også så kedelige.

Han er fanget mellem alle sine narcissistiske familiemedlemmer; mellem forældrenes forskelligrettede fremtidsønsker for ham, mellem sine søskendes værdier, der svinger mellem spiritualisme og materialisme. Han vil bare gerne finde sin plads i verden og stille alle tilfredse.

Men hvis du er så stor en pleaser, at du ender med at rive den af på din storebror, så han ikke skal føle sig udenfor, så skal du måske overveje, om det har taget overhånd. Lochlan, du er årets pleaser, og vi håber egentlig bare, at dit nærdøds-møde med Gud er begyndelsen på en spirituel rejse mod … hm, vi ved faktisk ikke mod hvad, men så længe det er væk fra din bror, er vi tilfredse.

Papa Ratliff har hele sæsonen gennemgået en detour så stejl, at end ikke mama Ratliffs fabelagtige slikskuffe med Lorazepam kunne kurere den. Papa ender sågar med at byde alle familiens alkohol-myndige medlemmer (dvs. alle på nær Lochlan) på en hjemmelavet piña colada (friskblendet med et hint af de dødelige bær fra det såkaldte ’selvmordstræ’ i baghaven), men fortryder i sidste øjeblik, smider drinksene ud, men glemmer at vaske blenderen, som stakkels Lochlan bruger til at lave en proteindrik den efterfølgende morgen.

Da Timothy finder Lochlan, der efter en slurk af den forbudte frugt gennemgår en nærdødsoplevelse ved poolen, ryster det ham ud hans bedøvede tilstand og får ham til at indse, hvad han egentlig har at miste, som er langt mere værd end penge, og hvor er det dog smukt.

Men hvis vi kunne, betalte vi nu gerne hele Timmys gæld blot for at se mama Ratliffs reaktion på hele affæren … »Tim, nooooh!«.

Hun har taget titlen adskillige gange før, og hun fortjener også den sidste af slagsen: Chelsea er den ultimativt most valuable player i denne sæson. Fra hendes evindelige optimisme til hendes dødsens ærlige analyser (»… because you’re soulless«) gik hun direkte i hjertet på os alle sammen. Chelsea, vi håber, du nyder efterlivet med din store kærlighed, Rick, og vores store kærlighed, Tanya.

Inden vi fik hjertet knust af drabet på Chelsea, blev vi ramt et par centimeter længere sydpå i form af en knytnæve lige i solar plexus leveret af Laurie. Det bitre, hvidvinstyllende tredje hjul i venindeturen fra helvede.

Efter gårsdagens store skænderi, hvor flere ubehagelige sandheder og fordomme kom på bordet, mødes de til middag, hvor de samler op på ugen i samme bundfalske positive tone, som har været dominerende hele ugen – lige indtil Laurie river plasteret af det sår, hun har forsøgt at skjule, idet hun indrømmer præcis, hvordan hun har det.

Når man bliver ældre, skal man retfærdiggøre sit liv, siger hun. Og pludselig står det meget klart for hende, hvilke forkerte valg hun har taget, og hvilke fejl hun har begået. Der er intet af det, hun troede, der ville blive meningen med livet, der rent faktisk blev det. Hverken arbejde, kærlighed eller endda moderskabet blev det, hun havde håbet, det ville være. Men hendes rigtige åbenbaring består i, at tiden på en eller anden måde alligevel får det hele til at give mening. At det levede liv alligevel er sin helt egen gave. »I’m just happy being at the table«, siger hun, selvom hun aldrig har fået noget af det, hun har bestilt.

Måske åbenbaringen vækker genklang hos veninderne. Måske de bare er rørte over ærligheden. Men på en eller anden måde bringer den katarsiske sandhed dem sammen, og det trekantsdrama, der føltes så giftigt fra begyndelsen, ender med at blive en form for kærlighedshistorie om de ankre, vi er i hinandens levede liv.

»Stop worrying about the love you didn’t get«, siger Chelsea i håb om at kunne forhindre Rick i at dumme sig, stoppe med at være et offer og i stedet få ham til at fokusere på alt det gode, han har lige foran sig: ubetinget kærlighed og en fuldkommen legendarisk kæreste med et kæmpestort hjerte og fabelagtige fortænder.

Det er vise ord, som vi tager med os videre. Se lyset frem for mørket, elsk dem, du har omkring dig, mens du kan, og få det bedste ud af den plads, du har ved bordet – i livet – mens du har den.

Nå ja, og lad være med at drikke din piña colada, hvis den lugter underligt.